Akut mangel på sygeplejersker og et ønske om et fagligt løft fik en Hæmatologisk Afdeling på OUH til at undersøge, hvilke andre faggrupper der kunne bidrage. Nye fagligheder er fastansat, og flere opgaver er omfordelt. Gradvist er der udviklet en mere tværfaglig kultur med højere kvalitet, stor patienttilfredshed, mange ansøgere – og 20 pct. færre sygeplejersker.
Sygeplejerske Maria Nielsen griner lidt af sig selv, når hun husker tilbage til dengang, hun var bekymret for, om en sygeplejesekretær mon kunne overtage nogle af hendes mange administrative opgaver – eksempelvis bestilling af blodprøver, som fylder meget på en hæmatologisk afdeling.
– Det var jeg lidt betænkelig ved. Var det ikke bedst, at vi selv bestilte de blodprøver? Kunne sekretærerne finde ud af det? Og det må jeg jo bare sige, at det kunne de sagtens. Det viste sig også, at der var mange andre tilsvarende opgaver, man ikke behøver en sygeplejerskeuddannelse for at varetage, siger hun.
For aflastningen af de sygeplejersker, der var så svære at skaffe, sluttede ikke der.
Dels kunne en række af de forefaldende hverdagsopgaver gives videre til husassistenter. Fx at fylde op med handsker og forklæder på patientstuerne, fylde isolationsvogne, tjekke ilt og sug på stuerne, hjælpe med at servere mad og meget andet.
Dels var det muligt at opkvalificere en håndfuld af afdelingens social- og sundhedsassistenter til at varetage opgaver, som sygeplejerskerne hidtil havde haft monopol på. Det gjaldt især opgaver som at give blodkomponenter samt antibiotika i drop, der begge grænser op til den basale pleje, der er assistenternes vante domæne.
– Det handler ikke bare om at hænge en pose blod op, men også om at have blik for helheden i patientens situation og fx opdage en forværring i patientens tilstand, hvis der kommer en reaktion på blodtransfusionen. Nu ved jeg, hvad jeg skal gøre, og hvornår jeg skal hente hjælp, fortæller Drissia El Forssa, en af de social- og sundhedsassistenter, der er blevet grundigt oplært i de nye færdigheder.
Også farmakonomer spiller en meget vigtig rolle på afdelingen, fordi der er så meget medicin og andre væsker, der skal blandes og gives i drop. Det er for længst lagt i hænderne på farmakonomerne, mens det i mange andre afdelinger er en sygeplejeopgave. Det betyder, at sygeplejerskerne har mulighed for at være mere ude ved patienterne.
Nye faggrupper på afdelingen
Det hæmatologiske sengeafsnits patienter har typisk så alvorlige og komplekse forløb, at der er tale om en slags semi-intensiv afdeling. Blandt andet har mange på grund af behandlingen problemer med mundhulens slimhinder og med at få den rette ernæring. Så afdelingen har altid trukket på hospitalets diætister, når der var brug for det. Og det var og er der tit.
Ifølge ledende overlæge Lene Østergaard Jepsen var det også et stort fremskridt, da afdelingen valgte at ansætte sin egen tandplejer:
– Vi kan jo alle sammen kigge en patient i munden, men vi opdager ikke altid det samme, som en fagligt dygtig tandplejer gør. Så når vi får sådan en specialiseret faglighed med på holdet, giver det et kvalitetsløft for patienten. Hun kan både guide dem i hverdagens mundhygiejne og arbejde forebyggende med de patienter, vi ved, er i størst risiko for gener i munden. Når hun er en fast del af afdelingen, begynder patienterne også at kende og efterspørge hende.
Noget tilsvarende gælder for den diætist, der nu er en fast del af afdelingens tværfaglige team, fortæller Maria Nielsen:
– Alle vores patienter er i en risikogruppe ernæringsmæssigt. Før kunne det tage flere dage, når man skulle have fat i en diætist fra en anden afdeling. Nu har vi en fuldtidsansat diætist i vores afdeling, som vi kan drøfte stort og småt med. Hun kan rådgive patienterne om fx ernæringsdrikke og ernæringstilskud på et langt højere niveau, end vi selv kan. Og det styrker også forebyggelsen, at vi helt fra dag ét kan begynde at screene ernæringsrisiko og handle, før problemerne vokser sig større.
Også en socialrådgiver er nu fastansat på afdelingen. Og fælles for de tre nye funktioner – tandplejer, diætist og socialrådgiver – er, at de bliver brugt meget mere end dengang, de skulle tilkaldes fra en anden del af hospitalet.
– I dag får vi løst opgaverne både bedre og væsentligt hurtigere end før.
Patienterne skal ikke ligge og vente på en, der måske først har tid til at komme om et par dage. Når vi kender hinanden, er det nemt og smidigt at få løst tingene med det samme. Nogle gange betyder det, at patienterne kan komme før hjem – og tilmed i en bedre tilstand end ellers, forklarer Maria Nielsen.
Det har selvfølgelig ikke været gratis at opnormere andre faggrupper. Ressourcerne er taget af sygeplejerskernes normering, som er blevet reduceret tilsvarende, det vil sige med cirka 20 pct. Det er en udvikling, der skal ses i lyset af, at afdelingen tidligere havde svært ved at tiltrække og fastholde sygeplejersker, men som der i dag er generel opbakning til at fastholde, siger hun.
En stærk tværfaglig kultur
Afdelingens arbejde med de komplekse patientforløb har altid været en holdindsats. Men både omfordelingen af opgaver og tilføjelsen af nye faggrupper har alligevel løftet det tværfaglige til et nyt niveau. Blandt andet fordi flere nu kan byde ind med deres faglighed, når hele det tværfaglige team drøfter de enkelte patienter på en fælles ugentlig konference, fortæller Lene Østergaard Jepsen.
– Konferencen leverer ikke bare en bedre faglig vurdering af den enkelte patient. Det betyder også meget for os som medarbejdere, fordi den er et godt læringsrum. Vi lærer hinandens fagligheder at kende og bliver fagligt inspireret af de forskellige perspektiver på patientens situation. Og når man på den måde lærer hinanden fagligt at kende, er det meget lettere i hverdagen at gribe fat i hinanden og stille også de halvdumme spørgsmål.
Tydelige gevinster
Selv om den slags kulturændringer er svære at dokumentere, er gevinsterne ved de senere års udvikling i afdelingen ifølge de tre medarbejdere ikke svære at få øje på.
Det mest håndgribelige bevis på, at patienterne nyder godt af den fælles indsats, er, at afdelingen har OUH’s højeste patienttilfredshed (målt ved Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser). Personalet modtager også mange positive tilbagemeldinger fra patienter og pårørende:
– De tilbagemeldinger giver os en kæmpestor stolthed. De bekræfter os i, at vi gør det godt, og at vi er på den rigtige vej, siger Drissia El Forssa.
Et anden tegn på succes er søgningen til de stillinger, der bliver slået op i afdelingen. Der er lige besat tre sygepleje- og tre assistent-stillinger, og til begge dele var der rigeligt med kvalificerede ansøgere. Dengang det stod værst til, var der stillinger i afdelingen helt uden ansøgere.
– Vi fik at vide fra ansættelsesudvalget, at ansøgerne i høj grad søgte hos os, fordi de havde hørt, at der både var et godt arbejdsmiljø og en åbenhed for at gøre tingene anderledes, fortæller Maria Nielsen.
– Jeg oplever også, at vores afdeling er blevet en mere attraktiv arbejdsplads for andre assistenter. Blandt andet fordi, vi har fået nye spændende opgaver, som assistenter ikke altid har samme mulighed for at varetage i andre afdelinger, supplerer Drissia El Forssa.
Tværfaglighed er ikke altid let
Afdelingen er på mange måder nået langt med at udvikle et stærkt tværfagligt arbejdsfællesskab. Men den slags kommer ikke af sig selv. Det kræver mod – hele vejen fra den enkelte medarbejder og op til direktionen, understreger Lene Østergaard Jepsen:
– De enkelte faggrupper skal være klar til at give opgaver fra sig og tage imod nye – også når det kræver kompetenceudvikling. Den lokale ledelse skal skubbe på og vedholdende bakke op om den nødvendige nytænkning. Og topledelsen skal være risikovillig nok til at tillade eksperimenter og de fejl, der uundgåeligt følger med.
For det er ikke alt, der lykkes i første forsøg, supplerer Maria Nielsen. Dels er det ikke alle medarbejdere, der let finder sig til rette i en tværfaglig kultur. Dels er det en løbende udfordring at finde den rette balance og arbejdsdeling mellem faggrupperne, der giver mening lokalt. Som eksempel giver hun ergo- og fysioterapeuterne, der var to af de første faggrupper, der blev kaldt på, da manglen på sygeplejersker var akut.
– Det var ekstra medarbejdere, vi kunne skaffe hurtigt og nemt, og som kendte afdelingen og patienterne godt. Men vi fik ikke altid sat deres særlige fagligheder godt nok i spil. Så i nogle tilfælde blev de bare en slags aflastning af plejepersonalet, og det er jo ærgerligt, når de har så meget mere at byde på end det. Og det er en problemstilling, vi nok ikke helt har fundet den rigtige løsning på endnu, vurderer Maria Nielsen.
Alle tre medarbejdere understreger da også, at et tværfagligt arbejdsfællesskab ikke er noget, man opbygger en gang for alle.
– Man skal hele tiden genoverveje, om man har fundet de rigtige balancer. Er vi alligevel blevet lidt for få sygeplejersker? Har vi integreret de små faggrupper ordentligt i fællesskabet? Og hvordan skal vi justere vores arbejdsdeling, i takt med at sundhedsvæsenet udvikler sig – både behandlingsmæssigt og organisatorisk. Men for os er den nye kultur efterhånden blevet en helt indarbejdet måde at arbejde på, og vi kunne ikke drømme om at gå tilbage til den gamle, slutter Lene Østergaard Jepsen.
Om sengeafsnittet på Hæmatologisk Afdeling X, OUH
Afdelingen behandler svært syge patienter med lymfe-, knoglemarvs- og blodkræft. De får typisk kemo- og immunterapi – nogle også som hjemmebehandling. Det er typisk komplekse behandlinger og længevarende indlæggelser.
Foruden et samlet sengeafsnit har afdelingen også ambulatorium og modtagefunktion. Der er i alt 240 ansatte, heraf cirka 80 på sengeafsnittet.
Afdelingen har for nylig valgt at slå sine to specialiserede sengeafsnit sammen til ét – som en forberedelse til den forestående flytning til Nyt OUH.