Tværregionalt møde om fuldtid

Der er mange gode erfaringer, når det handler om at få flere på fuldtid. Og i dag mødtes regionernes facilitatorer for første gang for at tale om nogle af dem og møde hinanden.

At skabe en fuldtidskultur er et initiativ i ’Sammen om udviklingen af de regionale arbejdspladser’, der blev besluttet ved OK24. Det er Danske Regioner, Forhandlingsfællesskabet og Akademikerne, der står bag indsatsen. Og i dag mødtes facilitatorteamet, der skal understøtte de lokale arbejdspladser i at få flere på fuldtid, for første gang.

Gruppen af facilitatorer består af dygtige regionale medarbejdere med bred erfaring fra de regionale arbejdspladser. Det gælder eksempelvis fra både hospitaler, sociale tilbud, regionsgårde og en innovationsafdeling og med baggrunde så forskellige som sygeplejerske, jordemor, socialrådgiver, arkitekt, leder og HR-konsulent mv. Fælles er, at de er engagerede i udviklingen af attraktive regionale arbejdspladser og i at understøtte fuldtidskulturen på de regionale arbejdspladser

Online-mødet i dag er blot en lille forsmag på, hvad facilitatorerne kan forvente sig af arbejdet, inden det for alvor går løs. For torsdag den 10. april mødes de til en hel dag i fuldtidsdagsordenens tegn i Region Syddanmark. Her skal de bl.a. tale om udfordringer og gevinster for at arbejde fuldtid og om de redskaber, der kan hjælpe i en fuldtidsindsats på de regionale arbejdspladser.

3 ud af 10 regionale medarbejdere arbejder i dag deltid. Det er en udfordring, når der mangler kvalificeret arbejdskraft. Men det betyder også, at arbejdspladserne ikke opnår det potentiale, der er ved at have medarbejdere på fuldtid.

For når medarbejderne arbejder fuldtid, kan det skabe gevinster for både fagligheden, arbejdsmiljøet og for borgerne og patienterne. Det er de gevinster, facilitatorteamet skal hjælpe på vej ved at understøtte en kulturforandring, der gør fuldtid til normen.

Nogle af facilitatorernes vigtige opgaver er, at:

⭐️ dele viden og inspiration på tværs af regioner

⭐️ understøtte løsninger, der passer til den enkelte arbejdsplads

⭐️ inspirere lokalt fx med workshops eller prøvehandlinger.