Væksthus for Ledelse har den 6. juni 2025 i samarbejde med Danske Regioner, KL og de faglige organisationer udgivet en publikation til regionale og kommunale ledere, der vil arbejde på at skabe en fuldtidskultur.
Publikationen dykker, gennem cases, gode råd og redskaber ned i, hvordan man med den rette involvering og dialog lykkes med at gøre det attraktivt for flere at arbejde fuldtid. Samtidig sætter publikationen også fokus på alle de sidegevinster, der er ved at flere arbejder fuldtid. Fx at det ofte styrker kontinuiteten og fagligheden og forbedrer arbejdsmiljøet og fleksibiliteten.
Fire temaer går igen
Det er langt hen ad vejen de samme ting der fylder for ledere i en fuldtidsindsats, og særligt fire temaer går igen. Derfor er det også de fire temaer, publikationen belyser. De fire temaer er 1) Økonomi, 2) Opgaveplanlægning og fleksibilitet, 3) Arbejdsmiljø og 4) Rekruttering og tilknytning.
Temaerne går på tværs af fag, og derfor er det med ledelsesrollen og -opgaven som omdrejningspunkt, at publikationen afdækker forskellige perspektiver gennem de fire temaer.
Ledere deler deres erfaringer
I publikationen kan du møde otte ledere, der alle har arbejdet med at skabe en fuldtidskultur og deler ud af deres erfaringer på den anden side af indsatsen. Lederne har forskellige udfordringer og afsæt, inden en fuldtidsindsats starter, men erfaringerne peger på, at det ofte er de samme greb og gevinster, der bliver tydelige i deres indsatser.
To af de regionale ledere, der deler deres erfaringer, er Tove Brems Sørensen og Niels Christian Fruergaard Hansen. Du kan møde dem i filmene herunder.
Tove Brems Sørensen, fuldtidsfacilitator og tidligere oversygeplejerske på Blodsygedommes Transplantationsafsnit på AUH
Niels Christian Fruergaard Hansen, Centerchef på Autismecenter Syddanmark