Når vi kan zone helt ud i pauserne, kan vi bedre være på i arbejdet

På det nyfusionerede Hjertecenter Hovedstaden skabte manglende pauser konflikter, frustration og tærede på trivslen. Derfor har medarbejdere og ledelse det seneste år arbejdet målrettet sammen om at styrke mulighederne for restitution og pauser. For pauser er nødvendige for et sundt arbejdsliv og for at levere den bedste faglige behandling til patienterne.

Man hugger en müslibar eller en banan i sig og har knapt tid til at nå på toilettet imellem to patienter. Alle ansatte i sundhedsvæsnet kender til situationer, hvor der er så meget pres på, at tiden til pauser kommer under pres. Det vil de gøre op med på Hjertecenter Hovedstaden, hvor man i halvandet år har arbejdet målrettet med restitution og pauser på afdelingens to lokationer på Rigshospitalet og Gentofte Hospital.

– Vi har en strategi om, at vi ønsker, at medarbejderne skal trives, blomstre og udvikle sig. Og det kræver, at man kan gå på arbejde uden at blive helt drænet. For der er helt klar evidens for, at hjernen har brug for pauser for at restituere, siger afdelingens chefsygeplejerske Pernille Preisler.

Ny struktur og rutiner udfordrede trivslen

Lad os begynde med begyndelsen: Hjertecenter Hovedstaden blev etableret i sommeren 2024. Med fusionen sammenlagde man den specialiserede behandling af hjertepatienter fra Region Hovedstadens hospitaler. Medarbejdergruppen kom derfor fra forskellige lokationer og kulturer. Samtidig pressede nye rutiner, nye sammensatte teams, højere tempo og nye måder at planlægge på mange af medarbejderne. Det kunne mærkes på trivslen, fortæller Pernille Preisler.

I forbindelse med fusionen blev der etableret et fusions-MED-udvalg. Her hejste flere medarbejdere flaget og fortalte om et presset arbejdsmiljø.

– Vi fik nogle tilbagemeldinger fra medarbejderne – særligt på vores operationsgang – om at manglende pauser og restitution fyldte meget. Det blev særligt svært, fordi det var nye teams, hvor man kom fra forskellige organisationskulturer og ikke kendte hinanden så godt. Mange oplevede, at det var svært at få pause og holde frokost. Det trykkede arbejdsmiljøet, var svært at være i og gav samlet set uro og en mistrivsel, siger Pernille Preisler.

Seriøst, skal du have pause?

Ved samtalerne i det midlertidige MED-udvalg blev kortene lagt på bordet – blandt andet af Malene Osa, som er sygeplejerske på afdelingen på Rigshospitalet og tillidsrepræsentant.

– Når der er rigtig mange patienter, og mange af dem er akutte, kan der til sidst opstå en situation, hvor man næsten oplever, at man kun kan snige sig til at få en pause. Vi var havnet i en situation, hvor pauser ikke var en selvfølge. Men hvis man skal være en bæredygtig arbejdsplads, hvor folk bliver i mange år, så må man arbejde med det, siger Malene Osa, der derfor talte åbent om situationen i MED-udvalget.

På afdelingen på Gentofte Hospital havde oversygeplejerske Anette Kaic flere gange om ugen samtaler med ansatte, som var bekymrede for, om de egentlig kunne holde til deres arbejdsliv.

Undgå fejl og utilsigtede hændelser

Leif Frydenlund Nielsen oplevede, at medlemmerne af det midlertidige MED-udvalg i praksis blev pause- og restitutionsambassadører.

– Hvis man ikke får holdt pauser, er der risiko for, at man laver en masse fejl og utilsigtede hændelser. Så vi har brugt meget krudt på at fortælle, hvorfor det er vigtigt, at vi får holdt de her pauser, siger Leif Frydenlund Nielsen.

Malene Osa oplever, at temadagen og de fælles drøftelser af pauser har gjort en stor forskel. Samtalen har ændret sig, og der er en fælles opmærksomhed på, hvorfor pauser er vigtige:

– Vi italesætter det at holde pauser på en anden måde. På operationsgangen arbejder vi ofte koncentreret i rigtig mange timer i træk, og før var man ligesom ’sej’, hvis man arbejdede igennem. Nu er vi blevet bedre til – også med afsæt i litteraturen og ny viden – at sige, at det her er ikke godt for os som mennesker, siger Malene Osa.

Teknikerne sorteper

En medarbejdergruppe – teknikerne, som har en vigtig teknisk rolle i behandlingerne – blev særligt klemt i de manglende pauser, oplevede tillidsrepræsentant Leif Frydenlund Nielsen.

– De blev ofte sorteper. Det var ikke usædvanligt at se ablationsteknikerne sidde ved computeren og arbejde videre, mens de spiste frokost. Nu er det heldigvis sjældent. Jeg oplever, at vi alle sammen er blevet bedre til at byde ind og lave nogle løsninger, hvor driften glider, samtidig med at folk har mulighed for at gå fra til pause, siger Leif Frydenlund Nielsen.

Det billede genkender overbioanalytiker Jeanne Priess, som er leder for teknikerne:

– Teknikerne har helt sikkert været klemt med pauser, fordi det, vi laver, skal passes ind mellem nogle operationer, som kan tage to-fire-fem timer.

Med det styrkede fokus på restitution og pauser er det anderledes. Der er fx lavet nogle helt konkrete ændringer i organiseringen: Afdelingen behandler det samme antal patienter, men tiden er planlagt anderledes, så komplekse behandlinger ligger om morgenen. Ideen kom fra en pace-tekniker, som sad med i det midlertidige MED-udvalg.

– Nu ved man, at man er færdig med en kompleks procedure ved 12-tiden, og så ligger der noget mere simpelt derefter. Det gør en stor forskel psykologisk at få den pause med kollegerne. Jeg oplever, at det giver folk meget mere overskud, siger Jeanne Priess.

Der er også kommet et mere tværkollegialt fokus på, at alle får holdt pauser, så teknikerne ikke bliver glemt.

– Planlægningen af pauser er blevet et samlet tværfagligt ansvar, som både læger, sygeplejersker og pace-teknikere tager ansvar for, forklarer Jeanne Priess.

– Det betyder rigtig meget. Ofte kan det gøres ved at stikke hovederne sammen til en ti sekunders drøftelse af ’okay hvad gør vi her med pause’. Som tekniker bliver man hørt og er en del af beslutningen, siger hun.

Jeanne Priess oplever, at der er kommet et større kollektivt fokus på, at pauser er vigtige.

– Folk er opmærksomme på, hvem der har holdt pause og hvem der mangler. Og ledelsesmæssigt er vi også blevet opmærksomme på, at vi ikke bare skal acceptere, at folk springer pauser over. Det er noget, vi godt kan skubbe lidt til, siger hun.

Flere pauser giver kortere ventelister

Men er der egentlig ikke fare for, at der går for meget pause i den?

– Det kommer aldrig til at ske, for vi er så faglige og har et højt arbejdstempo, så balancen vil aldrig tippe. Men vores nye pausekultur betyder, at vi er langt mere præcise i arbejdet, fordi vi får de mikropauser, vi har brug for, så hjernen kan slappe af, siger Malene Osa.

Og tallene og Hjertecenter Hovedstadens statistikker bakker hendes pointe op. Her kan man sort på hvidt aflæse, at efter ledelse og medarbejdere i fællesskab har lagt strategisk fokus på pauser og restitution bliver der leveret mere og hjulpet flere patienter.

– Det vilde er faktisk, at når vi kigger på tallene, så er aktiviteten øget og patientventelisterne faldet, mens vi har arbejdet med pauser og restitution, siger Pernille Preisler.

Helt legalt at tale om pauser

Det fælles fokus på pauser har sat helt konkrete aftryk i hverdagen på afdelingen. Der er sket ændringer på tre områder: For det første bliver pauser i højere grad italesat og planlagt. For det andet prioriteres det i højere grad at holde pauser – og huske kollegerne på at gøre det. Og for det tredje er der på begge matrikler indrettet nye pauserum, som i langt højere grad gør det rart at holde reelle pauser. Du kan læse mere om pauserummene her.

Men pauserum gør det ikke alene. Der skal også skabes plads i en travl hverdag til, at alle kan få pauser og restituere. Tillidsrepræsentant Leif Frydenlund Nielsen peger på, at det har gjort en forskel, at MED-udvalget udarbejderede en konkret hensigtserklæring og nogle milepæle, som man kunne arbejde hen imod.

– Ny fælles viden og åbne og ærlige drøftelser i MED-udvalget og andre fora har været med til at løse det. Efter indsatsen, er der kommet en langt større forståelse for vigtigheden af pauser hos alle faggrupper. Det er blevet legalt at tale om, planlægge og afholde pauser, så det er ikke noget, man skal bruge energi på at sætte på dagsordenen. Nu er det noget, vi alle sammen har fokus på, siger Leif Frydenlund Nielsen.

Der er ikke én universel pauseløsning

Fordi der bliver arbejdet så forskelligt på afdelingens forskellige matrikler og afsnit, er løsningerne også forskellige og håndholdte på de enkelte afsnit og afdelinger.

– Vi er mange mennesker og mange teams og søjler. Det vigtige er, at vi har et fælles fundament. Og så kan det se forskelligt ud med pauser og restitution forskellige steder hos os. For mig er det vigtigt at sætte teamene fri. Det er ikke en nem opgave, at der er forskel på, hvordan pauserne ser ud for de enkelte medarbejdere, men det er en vigtig pointe, siger Pernille Preisler.

Og det kræver, at man tør tale om, hvordan det kan lade sig gøre. I dag er pauser ikke tabu. Tværtimod. I dag har alle ansvar for, at alle får holdt pauser.

– Det taler jo ind i, at pauser er noget, vi skal tale sammen om, selvom det kan være svært i perioder. Og selvfølgelig er det sværere, når man står på en operationsgang med et akut pres end på en sengeafdeling, siger Pernille Preisler.

Kristina Høj Hansen er oversygeplejerske i Kardiologisk Laboratorium på Rigshospitalet og hun siger:

– Jeg ser min opgave her som at hjælpe med at sprede denne her pause- og restitutionskultur ud, så flere på tværs af fag, taler det her op, forklarer hun.

Ikke noget quick-fix

Pernille Preisler understreger, at der ikke er noget quick-fix, for det er komplekst.

– På en hospitalsafdeling som vores har vi nogle rammer og vilkår, som indimellem udfordrer ønsket om pauser og restitution rigtig meget. Derfor er der behov for, at vi tager fælles ansvar for at finde de bedste muligheder og løsninger for at lave en bæredygtig arbejdsplads. Vi skal have pauser og restitution i fokus i alle teams og søjler og i måden, vi organiserer og planlægger arbejdet på. For det skal være bæredygtigt at være her på den lange bane, siger chefsygeplejerske Pernille Preisler.

– Vi er et team, og vi kan ikke løfte det her uden at stå sammen. Vi har et fælles ansvar for at tale pauser op og finde nogle løsninger. Og der har været en stærk fællesskabsfølelse i det her, fordi alle har vidst, at det her er en prioriteret indsats, som alle bruger tid og ressourcer på, siger oversygeplejerske Anette Kaic.

Hendes kollega Kristina Høj Hansen understreger, at det kræver vedholdenhed i en sektor, hvor udviklingen går stærkt.

– Pause og restitutionskulturen får buler hver gang, der kommer noget nyt. Så vi skal have fokus på det her kontinuerligt. Det er en evigt gældende dagsorden, som handler om fælles værdier og respekt for hinanden, siger Kristina Høj Hansen, som pointerer, at indsatsen kun kan lykkes, hvis alle faggrupper trækker læsset sammen.

– Vi kommer ingen vegne ved kun at arbejde monofagligt med den her problematik. Det er vigtigt at man er i arbejdsproces tværfagligt sammen, siger hun.

Tillidsrepræsentant Malene Osa nikker:

– Nu har vi fået italesat det og skabt nogle rammer, men som menige medarbejdere har vi jo også et ansvar for at huske hinanden på det. Det kommer ikke bare automatisk ovenfra, at vi får taget vores pauser. Det er en fælles ongoing proces, siger Malene Osa.

Hjertecenter Hovedstaden har fået støtte til arbejdet med restitution og pauser, afholdelse af temadag og indretning af pauserum gennem ’Sammen om udvikling af de regionale arbejdspladser’, som en del af partnerskabet mellem Danske Regioner og de faglige organisationer på sygehusområdet.