– en del af indsatsen “Ikke på vores vagt!”
Det skal være sikkert at gå på arbejde i regionerne. Alligevel er vold, trusler og chikane en del af virkeligheden på mange regionale arbejdspladser. Spørgsmålet er derfor ikke, om hændelser opstår, men hvordan vi opdager dem i tide og forebygger, før de eskalerer.

Med initiativet og budskabet “Ikke på vores vagt!” sætter vi ekstra fokus på netop systematisk forebyggelse – fra fælles sprog og tydelige retningslinjer til bedre registrering og læring af hændelser.
Forebyggelse handler nemlig ikke kun om at håndtere hændelser, når de opstår. Det handler i høj grad om at opdage risici i tide og arbejde målrettet med læring og forebyggelse i hverdagen. Her spiller registrering, anmeldelse og risikovurdering en central rolle.
Når hændelser bliver registreret og analyseret, skaber det et vigtigt grundlag for læring. Som en del af indsatsen “Ikke på vores vagt!” arbejder de regionale arbejdspladser med at styrke netop dette fundament og gøre registrering og anmeldelse til et aktivt redskab i forebyggelsen. Men hvordan sikrer man, at registrering ikke blot bliver en administrativ opgave, men derimod et redskab, der faktisk gør en forskel i praksis?
Webinaret er en del af initiativet “Sammen om udvikling af de regionale arbejdspladser”, som er aftalt mellem Danske Regioner, Forhandlingsfællesskabet og Akademikerne i forbindelse med OK24. Initiativet skal styrke samarbejdet om et trygt arbejdsmiljø på de regionale arbejdspladser – blandt andet gennem indsatsen “Ikke på vores vagt!”, der har fokus på at forebygge vold, trusler og chikane gennem fælles viden, læring og lokale løsninger.
Som opfølgning på webinaret kan du også finde en trin-for-trin guide her, som giver en enkel og praksisnær introduktion til, hvordan I kan arbejde systematisk med forebyggelse på jeres egen arbejdsplads.