Systematisk forbedringsarbejde er ikke noget, der foregår i et regneark. Det er et mindset og små mikrohandlinger på afdelingen hver eneste dag. På Linda Reitz Iversens afdeling bliver alle medarbejdere set som en ressource og får frihed til at planlægge og løfte i flok.
Hvordan forbedrer vi hele tiden samarbejdet på afdelingen og hjælper hinanden på tværs af faggrupper, så patienterne får den bedst mulige behandling? Det kunne man også kalde systematisk forbedringsarbejde. Og dét spørgsmål er Linda Reitz Iversen levende optaget af. Hun er læge på Medicinsk Afdeling på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg og er regional fællestillidsrepræsentant for Yngre Læger.
På et mindre sygehus er det et vilkår, at man hjælper patienterne med de hænder, der er til rådighed her og nu. Derfor er ledelse og medarbejdere på Linda Reitz Iversens afdeling ret enige om, at en af vejene til at løse kerneopgaven bedre, går igennem at få medarbejderne til at spille bedst muligt sammen.
– Derfor har vi talt rigtig meget om på tværs af faggrupper, hvad der går godt, og hvad der sker, når tingene går galt i samarbejdet, forklarer hun.
Alle har værdi, vi kan bare noget forskelligt
En af de faktorer, der spiller rigtig meget ind på de flestes arbejdsglæde, er at blive set som en ressource, pointerer Linda Reitz Iversen.
– Vi har alle sammen værdi, vi kan bare noget forskelligt. Og så er det lige meget, om du er ny sygeplejerske, erfaren sosu eller ledende overlæge. Du har en værdi, du kan noget, og vi kan noget sammen, forklarer hun.
Faglig frisættelse må tage afsæt i tillid og et tæt tværfagligt samarbejde, mener Linda Reitz Iversen, som er læge og fællestillidsrepræsentant på Sygehus Sønderjylland.
Så i stedet for at have fokus på, hvad vi ikke kan, eller hvilke kompetencer vi mangler, så er der på afdelingen et kollektivt fokus på det, man hver især kan bidrage med.
– Når der er problemstillinger – det kunne fx være at løfte et patientforløb bedst muligt, når der er pres på – så sidder der ikke bare en læge og bestemmer, hvordan det skal køre. Så taler vi om, hvordan vi løfter det bedst muligt i vores små enheder.
For Linda Reitz Iversen handler faglig frisættelse også om friheden til at finde den bedst mulige løsning på dagen. På afdelingen er der en skemalægger, som planlægger, hvad man skal lave hvornår, så afdelingen løfter det, den skal, forklarer hun.
– Men vi sidder også nogle gange på dagen og siger ’hvad giver bedst mening?’. For der er mulighed for at bytte rundt på tingene, og det giver jo faglig frisættelse. Hvis der fx kommer en patient, som kun taler tysk, og jeg taler dårligt tysk, og du taler bedre tysk, så kan vi måske gøre noget ved den situation.
Fra et dig-problem til et os-problem
Når man sætter sig sammen i et team af medarbejdere fra forskellige faggrupper og skal løse udfordringer sammen, så sker det på en anden måde, end hvis der bare er én leder, som præsenterer en løsning.
– Det giver os et ansvar som medarbejdere, men det giver også en fornemmelse af, at vi løser opgaven i flok. Og selvom det kan være hårdt, når det er en travl dag, og man må løfte nogle ekstra opgaver, så er det noget andet, når vi alle sammen hjælper hinanden, forklarer Linda Reitz Iversen.
At arbejde sådan kræver meget kommunikation. Medarbejderne er nødt til at sætte sig ned, kigge hinanden i øjnene og også italesætte problemerne sammen, pointerer Linda Reitz Iversen.
– Indstillingen på afdelingen er, at der ikke er noget, som er et dig-problem. Det er et os-problem. Det er noget, vi løfter sammen. Vi har en afdeling, som løfter sammen – uanset om vi er sygeplejersker, læger eller sekretærer, forklarer Linda Reitz Iversen.
Tilgangen kræver, at man prioriterer at tale sammen og prioriterer at holde møder, hvor man sidder over for hinanden og taler sammen.
– Det tager noget tid, men det giver en tillid og en tro på, at man sammen kan få tingene til at hænge sammen, forklarer hun.
– Hvis jeg for eksempel får en vagtplan, hvor jeg kan se, at der er et problem, så er jeg helt tryg ved, at det vil mine kolleger være med til at løfte. Det har jeg ikke følt på andre arbejdspladser, siger Linda Reitz Iversen.