At få flere op i tid og på fuldtid er i høj grad en ledelsesopgave, mener Christian Bøtcher Jacobsen, der er professor ved Aarhus Universitet. De lokale ledere er nøglen til at skabe et arbejdsmiljø, hvor den enkelte har lyst til og mulighed for at arbejde flere timer.

Regionerne og de faglige organisationer har et mål om i fællesskab at finde løsninger, der dels understøtter et godt arbejdsmiljø, dels bidrager til mere kontinuitet hos borgere og patienter. Samtidig med, at det imødekommer arbejdskraftudfordringen.
Og netop fokus på både at udvikle gode arbejdspladser og sikre kvalitet i velfærdsopgaverne er den rigtige drivkraft for at skabe en fuldtidskultur, mener Christian Bøtcher Jacobsen, professor og centerleder hos Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet.
– Når man kan se, hvad man bidrager til – og se, at det bidrag også øger kvaliteten hos borgerne – så er man mere villig til at arbejde mere. På samme måde er et godt arbejdsmiljø en forudsætning for, at man har lyst til at være på sin arbejdsplads, forklarer han og fortsætter:
– Samtidig viser erfaringer, at det er en ’hønen og ægget-situation’. For det gode arbejdsmiljø og kvaliteten bliver også skabt, når vi er mere på vores arbejdsplads.

Christian Bøtcher Jacobsen, professor og centerleder hos Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet
Et rummeligt arbejdsmarked
I dag er 60,8 pct, af de ansatte i regionerne på fuldtid – et tal som er steget 2,7 procentpoint siden 2010. Omvendt er den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid på tværs af ansættelsesformer er faktisk faldet en smule på trods af flere på fuldtid.
Det kan der være flere grunde til. Blandt andet at det regionale arbejdsmarked fortsat skal være rummeligt og fx ønsker at holde på seniorer udover deres pensionsalder. En fuldtidskultur handler derfor om, at udgangspunktet er fuldtid – men også om, at der kan være plads til deltid i forskellige livsfaser, hvor den enkelte har brug for det.

Værdien i lokal ledelse
Den regionale fuldtidsindsats er politisk besluttet under overskriften ’Sammen om udvikling af de regionale arbejdspladser’. Og for Christian Bøtcher Jacobsen er nøglen til den ønskede udvikling i retning af en fuldtidskultur de lokale ledere.
– Det er slående, at arbejdspladser, der målt på parametre som faggrupper, typer af enheder og regioner har vidt forskellige fuldtidsprocenter. Det fortæller, at det handler rigtig meget om ledelse, siger han.
Christian Bøtcher Jacobsen var ekspertmedlem af Robusthedskommissionen, som regeringen nedsatte i 2022. Den skulle komme med anbefalinger til, hvordan man sikrer personale og mere tid til kerneopgaven, og Christian trækker bl.a. på erfaringer fra dét arbejde.
– Det er vigtigt for indsatsens succes at komme helt ud på den lokale arbejdsplads. Det kræver, at man giver den lokale ledelse et rum, som de selv kan præge. Hvis de skal føle et engagement i dagsordenen, skal de se, at de med indsatsen ikke kun øger deres antal af fuldtidsansatte, men også skaber bedre arbejdspladser og øger den faglige kvalitet gennem mere kontinuitet og robusthed, siger han og fortsætter:
– Samtidig skal visionen og det overordnede strategiske mål om at skabe mere arbejdskraft også være tydelige. For ledelsesniveauerne har brug for hinanden.

Christian Bødtcher Jakobsen pegede på, at ledelse og motivation spiller en væsentlig rolle for at skabe en positiv spiral i forhold til arbejdsmiljø, kvalitet og kontinuitet.
Hjulet viser mulige gevinster ved en fuldtidskultur. Det er inspireret af den norske forsker, Leif E. Moland.
Timetal som konkurrenceparameter
De lokale ledere har typisk brug for en hånd i ryggen fra deres chefer, når de og deres medarbejdere går i gang med en fuldtidsindsats. De skal have støtte, når arbejdsopgaver skal planlægges på nye måder, eller de økonomiske udfald ikke er kendt fra start.
– Der skal også være en form for ’musketer-ed’ mellem ledere på tværs af afdelinger, arbejdspladser og sektorer. Ellers kan konkurrencen om medarbejdere stå i vejen for at få flere op i tid. Forskning viser, at dét at tilbyde medarbejdere deltid kan være et konkurrenceparameter mellem arbejdspladserne, fortæller Christian og henviser til, at nogle ledere er bekymrede for at få færre ansøgere til deres opslåede stillinger, når de sætter fokus på fuldtid. Eller er nervøse for, om de i længden kan tilknytte eksisterende medarbejdere.
Succes forudsætter involvering
Godt arbejdsmiljø og kvalitet i kerneopgaven kan fremme en fuldtidskultur. Men også to såkaldte bi-betingelser spiller ind på motivationen, fortæller Christian:
– Erfaring viser, at den enkelte også skal kunne se værdien for sig selv: Er det her interessant for mig? Det gælder også i den offentlige sektor, selv om man generelt er mere drevet af at være med til at gøre en forskel.
Denne værdi kan – når vi taler om at komme op i tid eller på fuldtid – for nogle være kompetenceudvikling. Eller det faktum, at lønchecken og pensionen stiger. Men det er ikke sikkert, at det er nok.
– Det er vigtigt ikke at føle, at fuldtid er noget, man skal. Eller at det udelukkende er en ledelsesbeslutning og dermed alene en ydre drivkraft. Succes forudsætter involvering og dialog, for vi ved fra forskningen, at det betyder noget for den enkeltes motivation, slutter han.
Se webinaret, hvor Christian Bøtcher Jacobsen deler perspektiver med blandt andet Lasse Plougstrup Hansen, hospitalsdirektør på Regionshospitalet Gødstrup, her.
Læs publikationen ’Om at lede en fuldtidsindsats’ her.
Boks
Artiklen er skrevet på baggrund af en udveksling af viden i november 2025 om at få flere medarbejdere op i tid eller på fuldtid i hhv. Sverige og Danmark.
Den danske regionale indsats er i regi af ”Sammen om udvikling af de regionale arbejdspladser”, og herfra deltog repræsentanter fra både Danske Regioner, Forhandlingsfællesskabet og Akademikerne.
Rundbordsdrøftelsen blev arrangeret ud fra et ønske om dels at drage nytte af hinandens erfaringer, dels at få videnskabelige input i arbejdet. Udover professor Christian Bøtcher Jacobsen var derfor også Charlotta Undén fra den svenske arbejdsgiverorganisation SKR inviteret med, så der kunne komme flere vinkler med end de blot danske. Læs artiklen med hendes perspektiver her.